Eskebjerg Strandvej 30, 4593 Eskebjerg

Beliggende i et idyllisk landområde, med udsigt ud til åbne marker og havet i Sejerøbugten i horisonten, finder du dette charmerende gamle husmandsted, kun 2 km væk fra skøn sandstrand ved Vesterlyng, Sjællands største hedeområde med græssende køer, og hvor du vil føle dig forbundet med naturen og dens skønhed. Her er 5 km børnevenlig strand og Havnsø blot 5 km væk med dets hyggelige havnemiljø og pulserende sommerliv.

Det gamle husmandsted, der har sin helt egen sjæl og charme, består af to bygninger, der danner et L. Hovedhuset strækker sig over 111 kvadratmeter, mens staldlængen udgør 154 kvadratmeter og giver gode muligheder for udvidelse af boligarealet eller til forskellige aktiviteter.

Træd ind i hovedhuset gennem en indbydende entré, hvor en charmerende trappe fører op til første sal. Her finder du et hyggeligt soveværelse med fritlagte bjælker og adgang til det åbne og uudnyttede loftsrum. Stuen oser af hygge med en stor og flot masseovn centralt placeret, og de gamle plankegulve skaber en autentisk atmosfære. Fra stuen fører døren dig ind i mormors køkken, hvor den gamle stil er bevaret til fulde. Du vil stadig finde et par køkkenskabe fra en tidligere æra, men de er blevet suppleret med moderne faciliteter. En gang fører dig til et pænt badeværelse med brus, eller ud til den gamle staldlænge, der kan anvendes til forskellige formål som gildesal, hobbyvirksomhed eller blot opbevaring. På loftet af staldlængen er der et skønt, stort værelse med skrå vægge, der emmer af atmosfære.

Udestuen mod vest forlænger den gode årstid både forår og efterår og giver dig mulighed for at nyde den smukke gamle have, der står i fuldt flor hele sommeren med sine mange blomster og lækre frugttræer.

Alt i alt et hjem, der tilbyder både historisk charme og moderne bekvemmeligheder i smukke omgivelser.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.